Alt om teknikker inden for fridykning

Fridykning, eller freediving, er en disciplin, der kombinerer flere teknikker, som gør det muligt at udforske havet og flytte sine personlige grænser. Denne artikel gennemgår de tre primære teknikker inden for fridykning: statisk fridykning, dynamisk fridykning og dybdefridykning, både i svømmehallen og på åbent vand. Hver fridykningsteknik henvender sig til specifikke typer af fridykkere og kræver særlige forholdsregler for at kunne praktiseres sikkert.
Sportsfridykning omfatter: statisk fridykning og dynamisk fridykning. Begge kan praktiseres både i havet og i en svømmehal.

Dynamisk fridykning indebærer at svømme under vandet i vandret position over den længst mulige distance. Der er to kategorier i konkurrencesammenhæng: med svømmefødder (DYN) eller uden svømmefødder (Dynamic No Fins).

Ved statisk fridykning skal dykkeren dykke ned i vandet og holde vejret så længe som muligt, og målet er at holde ud så længe man kan uden ilt under vandet.

1. Statisk fridykning

Hvad er statisk fridykning?

Statisk fridykning er en form for freediving, hvor fridykkeren forbliver ubevægelig, normalt i vandret position, og forsøger at holde vejret så længe som muligt. Denne disciplin praktiseres ofte i en svømmehal eller på lavt vand.

Hvem henvender statisk fridykning sig til?

Denne type fridykning er ideel for begyndere og gør det muligt at blive fortrolig med fornemmelserne af hypoxi (iltmangel) og hyperkapni (ophobning af kuldioxid). Ikke desto mindre bruger erfarne fridykkere den til at udvikle tolerance over for hypoxi, forbedre afslapning og træne mental kontrol.

Udstyr og træning til statisk fridykning

Udstyret til fridykning er holdt på et minimum:

• En våddragt til fridykning for at være komfortabel og undgå at fryse. De fleste våddragter til fridykning er lavet i to dele med hætte for optimal termisk beskyttelse.
• En dykkermaske eller svømmebriller og en næseklemme octopus oxygen; det er op til fridykkeren at finde den konfiguration, der er mest behagelig.

Se alle dykkermasker

Træningen består i at løsrive sig fra tiden under vandet ved at fokusere på afspænding og afslapning.

Der findes to faser i dette dyk: easy going og kampfasen.
I løbet af den første fase er man afslappet og komfortabel, deraf navnet, og man føler ikke behov for at trække vejret. Derefter følger en række ubehagelige sammentrækninger, hvor man skal have den mentale styrke til at modstå, for at udskyde tidspunktet for at trække vejret.

Varigheden af fridykkene øges gradvist under opsyn af en træner eller partner for at undgå besvimelse. Ideen er at forbedre tolerancen over for CO2-niveauet, som fremkaldes af disse dyk.

2. Dynamisk fridykning

Hvad er dynamisk fridykning?

Dynamisk fridykning består i at svømme under vandet over den størst mulige distance, mens man holder vejret. Den kan praktiseres i svømmehal (med eller uden svømmefødder) eller i havet. Det er en god måde at træne både fremdrift samt tolerance over for anstrengelse og CO2.

Hvem henvender dynamisk fridykning sig til?

Dynamisk fridykning er tilgængelig for øvede fridykkere, der allerede har en vis erfaring. Det kræver færdigheder inden for svømning og god koordination. I konkurrencer gør atleternes fysiske og mentale tilstand det muligt for dem at tilbagelægge den størst mulige distance.

Udstyr og træning til dynamisk fridykning

• Som ved statisk fridykning er det nødvendigt at bære en våddragt, men valget af denne er afgørende for en optimal glidning.
• Dykkermasken eller svømmebrillerne viser sig at være en fremragende mulighed, fordi synet er nødvendigt for vendingen. Svømmefødder i fiber eller carbon foretrækkes i denne disciplin, og i konkurrencer er monofinnen dominerende.

Endelig gør en næseklemme octopus oxygen og et nakkebælte som vægtning det muligt at svømme helt vandret uden at skulle tænke over det.

Træningen foregår både uden for vandet og i vandet. Muskelarbejde og cardio fremmer styrken, uden at man nødvendigvis forsøger at øge muskelmassen.

Det er nødvendigt at skifte mellem statisk og dynamisk fridykning, efterfulgt af ventilation, alt sammen under opsyn af en partner.

At forbedre sin svømmeteknik er også vigtigt for bedre glidning, samtidig med at man sparer energi. Opvarmning, vejrtrækning og restitution skal være en del af din træning. Det er også essentielt at opnå en minimalistisk bevægelse, der er tilstrækkelig til at svømme baner eller skifte mellem fremdrift og glidning.

Denne form for fridykning praktiseres både i svømmehal og i havet under træning.
I konkurrencer kaldes DYN dynamisk fridykning med lange finner eller monofinne, og DNF er Dynamic No Fins (uden svømmefødder).

Endelig betragtes dybdefridykning som konge-disciplinen. Den fascinerer, for udover myten beviser den, at ved at kombinere fysisk form og mental styrke, kan man dykke til dybder, der tidligere var utænkelige, og trodse logikken.

3. Dybdefridykning

Hvad er dybdefridykning?

Dybdefridykning, også kendt som fridykning eller nedstigning med konstant vægt, består i at dykke til den størst mulige dybde, mens man holder vejret. Denne teknik kan praktiseres med svømmefødder, med monofinne eller uden svømmefødder.

Hvem henvender dybdefridykning sig til?

Dybdefridykning er forbeholdt erfarne fridykkere, der har en god beherskelse af teknikker til vejrtrækning, trykudligning og afslapning. Det kræver en fremragende fysisk og mental form. Det er også denne type fridykning, der giver mulighed for at udforske havets dybder og observere det marine liv.

Udstyr og træning til dybdefridykning

Da træningen kan foregå i en dykketank eller i naturlige omgivelser, varierer udstyret alt efter vandtemperaturen.

• Man skifter fra badetøj til en våddragt i to dele med hætte, der er tilstrækkelig varm, men ikke for tyk for ikke at øge opdriften for meget.
• Dykkermasken beregnet til dybder skal være med lavt volumen, men man kan også undvære den. Ofte foretrækker fridykkere specifikke svømmebriller fyldt med vand, så de ikke suger sig fast og ikke generer synet. Synligheden, med eller uden maske, skal være tilstrækkelig til at gribe pladen på det rigtige tidspunkt. Snorklen er en mulighed, som nogle fridykkere bruger til at ventilere ved overfladen.
• Næseklemmen
  octopus oxygen anbefales, da den gør det muligt at trykudligne uden at røre næsen, hvilket undgår unødvendige bevægelser.
• Man bruger en monofinne eller lange finner; begge kan bruges vertikalt (i bassin) eller på dybden (tank eller naturlige omgivelser).
• Vægtningen skal beregnes på forhånd for at opnå neutral opdrift, afhængigt af dybden, og fordeles mellem nakken og bæltet.
• Dykkeruret er til denne type fridykning en uundværlig indikator til at styre tid, dybde og restitution med lydalarmer.
• Sikkerheden er sikret af et kabel fastgjort i overfladen til en bøje eller platform, langs hvilket fridykkeren dykker ned. Dykkeren er selv fastgjort med en line til kablet og forbundet til en modvægt, der gør det muligt at trække ham op i nødstilfælde. Langs kablet gør visuelle markører det muligt for dykkeren at orientere sig, og i bunden forhindrer en vægtet plade ham i at gå dybere. Nogle gange suppleres det hele med belysning.

Se alle bælter

Én regel: være perfekt uddannet og informeret om risiciene samt mestre teknikker til trykudligning, sikkerhed og iltstyring. På store dybder er risikoen for kvælstofnarkose, barotraume og besvimelse højere. Din instruktør er ansvarlig for at planlægge og sikre dit dyk.

Både under træning og i konkurrence skal teknikken udføres perfekt for at spare på energireserverne. Dykkeren trækker vejret ind, laver et “duck dive”, udligner ørerne og begynder derefter at dykke ned ved at svømme langsomt, indtil punktet for neutral opdrift nås. Derefter dykker han ned i frit fald, mens han fortsætter med at trykudligne.
Trykudligningen sker på tre måder: enten med den klassiske Valsalva-manøvre, Frenzel-metoden eller BTV (frivillig åbning af det eustakiske rør) eller Delonca. Sidstnævnte er ikke noget, alle kan.

Når bundpladen er nået, foregår opstigningen langs kablet med tommelfingeren opad. Det er et kritisk øjeblik, hvor der er størst risiko for bevidsthedstab, hvilket kræver stor koncentration og en indsats, indtil man når punktet for positiv opdrift, som vil bringe en de sidste meter op i “øko”-tilstand.

Under de sidste meter af opstigningen er deltageren ledsaget af en sikkerhedsfridykker for at undgå besvimelse. Når han er i overfladen, bliver han assisteret og skal sikre, at han har det godt inden for maksimalt 30 sekunder ved at give et tegn. Derefter følger hviletiden.

Dybdefridykning inkluderer forskellige discipliner, som er:

• Konstant vægt (CWT): med svømmefødder (CWT) eller uden svømmefødder (CNF = Constant weight apnea without fins), fridykkeren dykker ned og op ved hjælp af sine arme og/eller ved at svømme.
• Fri immersion (FIM): uden svømmefødder, fridykkeren dykker ned og op ved at trække sig langs kablet udelukkende ved hjælp af armene.
• Variabel vægt (VWT): fridykkeren dykker ned ved hjælp af en vægtet slæde og stiger op enten ved at svømme eller ved at trække sig i kablet.
• No Limits (NL): fridykkeren når store dybder ved hjælp af en vægtet og kontrolleret slæde og stiger op ved hjælp af en løftebøje.

Fridykning samler flere teknikker under samme navn, som dog er meget forskellige og tilpasset forskellige erfaringsniveauer og mål.

Uanset om du er begynder eller øvet, skal du først lære at mestre teknikken og forblive forsigtig. Gå gennem en skole, hvor du får undervisning, brug det rigtige udstyr og sørg for din sikkerhed ved at overholde de nødvendige forholdsregler. Hver fridykningsteknik – statisk, dynamisk eller dybde – tilbyder en unik mulighed for at forbinde sig med vandet og flytte sine egne grænser. Det vigtigste er at gøre det på en ansvarlig og oplyst måde for at sikre en berigende og sikker oplevelse.

Vil du vide mere? Se vores komplette guide dedikeret til fridykning.

Del denne artikel

Relaterede produkter

Kategorier

FridykningUndervandsjagt udstyrFridykkerfinnerLange finnerVåddragterUndervandsjagtdragt